Tiden er ikke din alder

…spørgsmål til Automat-tanker!

Som forsker trænes man i at tænke ”Men…er det nu sandt?” og ”Hvad nu hvis…?” Jeg har altid haft denne lyst til at stille tanker på hovedet – især hvis jeg fornemmer en gruppedynamik af automat-tænkning på et område, hvor den enkelte egentligt ikke helt kan gøre rede for, hvorfor de råber i takt med alle de andre i gruppen… Så er det tid til at rive alle tankerne fra hinanden og kaste noget nyt derind!

De 3 aldre

Jeg forsøger ikke at ’ændre’ min alder, hverken til den ene eller anden side. Jeg farver ikke mine grå hår, men lader mig heller ikke begrænse af dem. De forhindrer mig ikke i at danse hele natten med glade, unge surfere på en sandstrand, hvis jeg ikke selv tænker tanken. Ingen spørger mig om min alder, for jeg nævner den ikke selv. Det er jo ligegyldigt i forhold til alle de andre værdier, som binder os sammen! Jeg tvivler ikke på mit tilhørsforhold til gruppen, og det kan mærkes i hele min adfærd. En af mine bedste venner fylder 85 i år. En anden inviterede mig til sin 18-års fødselsdag, hvor jeg var dobbelt så gammel som den ældste af de øvrige gæster. Jeg prøver ikke at være klogere end de unge, for jeg ved, at det er omvendt! De ved alt om min tid plus deres egen, og i det prismes perspektiv spejler de fremtiden. Så det er mig, som lytter og lærer af dem! Narrativerne omkring ’alder’ fylder intet i mine tanker…Undtagen da lige, når jeg skal høre på andres beklagelser over at føle sig ’gamle’. De føler sig begrænset af deres alder, og det gør mig ærgerlig, for det er så unødvendigt. Det smitter, det giver rynker, og det gavner ingen!

Han er ung, smuk og veltrænet. Surfer som en drøm, passer karriere, børn, hus, have, venner, rejser, er aktiv i familie og samfund. Men ansigtet er forpint af en tanke. For han føler sig træt og tung og synes, at han allerede mærker alderen trykke i hele kroppen. Han kan jo også se det på tallet i dåbsattesten, at nu går det ned ad bakke. Han kan ikke tåle at drikke det samme, som i de yngre år, det gør ondt i muskler og led efter den mindste træning, skaderne kommer lettere og bliver ved med at springe op igen… Og mens kiloene, rynkerne, skaderne og randene under øjnene ikke er til at slippe af med, så falder hår og hukommelse let fra hinanden. Synes han. Og vennerne nikker. Han er det halve af min alder, og kalder sig allerede for ’morfar’…mens jeg ikke føler mig gammel overhovedet. Jeg tænker aldrig over min alder, taler ikke om den. Skal altid regne efter fra mit fødselsår, hvis nogen spørger.

Alder er en ’State of mind’, ikke en ’State of time’! – Så kæreste ven nej, du er ikke ’gammel’, og ikke engang i nærheden af at være det. Hvis du har en hvilken som helst alder under 80 år, så er du i din ’bedste alder’…hvis du blot husker, at der gennem hele livet er gode og dårlige dage og perioder. Alder svinger. Tidens natur er hvirvlende.

Vi er tilbøjelige til at sammenligne de dårligste dage og oplevelser med de bedste, og hænger den følelse af forskel på en knage, som vi kalder ’alder’. Når vi oplever fremgang, så hænger vi denne positive oplevelse op på en anden knage, som vi kalder ’progression’. Der er så mange andre faktorer i spil, som betyder meget mere end de to udviklinger i livet. ’Progression’ er jo situations bestemt, og hvad en generation lærer i det ene årti kan ikke bruges i det næste. Kroppen slides, men betyder de tilbagefald noget i forhold til, at du lærer at bruge din krop bedre? Nej, hæng hellere begge dele på den samme knage, og kald det voksenlivets op- og nedture.

I min livsbog findes 3 forskellige kapitler: barn, voksen og gammel.

• BARN fra 0-20 år (sarte, krævende grøntsager)
• VOKSEN fra 20-80 år (en stærk og homogen tilstand)
• GAMMEL fra 80-100 år (tilbage til grøntsagsstadiet)

 

Jeg undrer mig dagligt over det helt unødvendigt, selvforstærkende selvpineri, når ellers fornuftige mennesker begynder at tale om sig selv og med hinanden om, at de føler sig fysisk begrænset af deres…alder??

Jeg er selv nået til det sted midt i talrækken, hvor mange af mine venner har trukket et lavere nummer, og jeg bliver helt deprimeret over at høre, at de allerede begynder at tale og tænke sådan, fra de er midt i 20-erne!

”Åååhhh, jeg er ved at blive gammel, jeg har tømmermænd, jeg får flere skader, jeg bliver træt, jeg kan ikke det samme mere, jeg føler mig dum hvis jeg går i byen, jeg bliver fed, jeg har rynker, jeg forstår ikke de unge, det er forsent for mig at vælge nye veje i livet…blablabla”

What?? Du er 27 år!! Du har allerede glemt, hvor træt du var som 18-årig, hvor du blot kunne tillade dig at sove hele weekenden for at lade op igen, og hvor der både var færre krav og samtidig flere hjælpere i dit liv. Men om du så er 68 år, så gider jeg stadig ikke høre tale om, at der skulle findes nogen begrænsninger pga. kroppens alder…alt andet lige!

Det kommer op som den første forklaring og undskyldning for, at der er ting man ikke kan eller tør. Men nej, det er ikke din alder, men dit mod og din forestillingsevne, som sikkert altid har begrænset dig. Du fulgte sikkert også bare flokken dengang, du var ung og ’vild’!

Din kulturbestemte alder

Jeg finder det derfor ubehøvlet grænseoverskridende, når jeg hører mennesker begynde at spørge indforstået ind til hinandens aldersbetingede begrænsninger – og dermed medvirker til at sætte pæle i det hegn i en anden persons fængsel. Det er så normalt, at ingen studser over at få et spørgsmål, som går på deres alder, eller at det falder som det første spørgsmål, når en ny person skal introduceres. Alder bliver registreret som noget af den allerførste, basale identifikation af et menneske overalt ligesom køn og nationalitet. I alle officielle sammenhænge, på datingsider, til jobsamtaler osv. Er jeg mit køn? Er jeg min nationalitet? Er jeg min alder?? – eller er det hele kulturskabte forestillinger, som følger os fra fødslen? Det er en definition af normalitet, som mennesker har for vane at dyrke, når de spørger ind til andre formodede narrativer om bopæl, arbejde, børn, baggrund. Der er så mange fordomme indbygget i denne kredsen om menneskelig adfærd og prioritering. Begrænsningerne kommer udefra og kravler langsomt ind i sindet som tvivl og mistet mod.

Derfor ældes man udefra og indad! Alderdom er en følelse, som afledes af omgivelsernes reaktion på en slidt hud. Derfra kryber den ind som en ændret adfærd med øget forfald og opgivelse, inden det bliver en tilstand i sindet, hvor man holder op med at være aktiv eller se sig selv som en del af den verden, som er i bevægelse.

Det er ikke ’normalt’ at opføre sig ’voksent’. Det er noget du begynder at gøre, når der er noget helt andet galt: Du taber modet, arbejder for hårdt, for mange bekymringer, for lidt søvn, kunstige tilpasninger. Nogen begynder tidligt i livet at holde en facade af korrekthed, måske fordi de er usikre og på den måde kan kontrollere en respekt om egen ’autoritet’ ved at opføre sig ’rigtigt og voksent’…paraderne oppe, præstationer og selvhøjtidelig lukket attitude af at være ’den voksne autoritet’. Jeg keder mig så det støver i selskab med ’voksne’ i alle aldre, når påtaget ’modenheden’ er frosset fast i en bedrevidende og begrænsende positur. For mig er modenhed en langt mere kompleks og individuel størrelse.

Den voksne del af livet udformer sig ikke nødvendigvis som ’kapitler’ i en bog, som skal indtages kronologisk. Jeg ser mit liv som en ’novellesamling’ med en tilsyneladende vilkårlig rækkefølge af begivenheder, men dog med en rød tråd i form og selektion, ligesom flere karakterer og scenerier kan være tilbagevendende og hænge sammen i forskellige perspektiver. Jeg oplever, at mennesker ofte bliver ’kodet’ til at tænke, at vi skal kunne ’fortælle’ vores liv i kapitelform, og derfor også selv begynder at opleve og skabe det som sådan. Det er altid faldet mig naturligt at frigøre mig fra den slags mentale bindinger og nytænke mine muligheder og begrænsninger med et åbent sind.

Statistisk lever en masse mennesker deres liv i en traditionel rækkefølge: uddannelse, job, børn, etablering osv. følger bestemte forventninger til et alderstrin. Men det er jo ikke alderen, som de følger – det er livssituationen. Problemet er, at mange tror, at de følger alderen og konkluderer deraf, at der er bestemte ting, man kun kan i en bestemt alder, og tænker det ikke som en mulighed i andre aldre. Begrænsningen er ikke alderen, men vores forestillinger af, hvad der er statistisk normalt at gøre, og ikke hvad man kan gøre når som helst.

Mine forældre lå hver sommer i indædt vandkamp rundt om huset, og der blev smidt vand i spande ud fra vinduer og balkoner i bagholdsangreb og desperat flugt over stauderne. Hyl og skrig og undrende naboer i det pæne parcelhuskvarter. Min 90-årige farmor stoppede pludseligt op, da familie gik en tur i skoven, og pegede betaget på den reb-gynge, som hang ned fra et stort træ over et vandløb. Min far spurgte, om hun ville gynge en tur, og hun tog ivrigt glad imod tilbuddet. Vi hjalp hende derop (højt over jorden) og overskrævs på den umage pind. Derefter trak vi hende så langt op i luften, som rebet rakte, så hun kunne få nogle lange svingture, mens hun hvinede af latter og smittede hele familien med sin glæde. Hvorfor bygger man kun gynger i børnestørrelser? – Det er jo sjovt for alle aldre og der burde være voksenlegepladser i ethvert boligområde! Min mor købte sine in-liner rulleskøjter, da hun var midt i 60’erne, og min mormor lærte mig i samme alder at spille bordtennis, gå baglæns i bro og stå på hovedet op ad dørene. Tak for at være sådan et legende forbillede for mig, kære familie, sådan vil jeg altid huske jer! Jeg følger i jeres fodspor og lærte op gennem mine egne 40’ere at kitesurfe, snowboarde og wakeboarde. Jeg lover aldrig at holde op med at lege og lære nyt! Jeg har surfet hele mit liv, og har derfra en omfattende omgangskreds af meget unge mennesker, som jeg sætter utrolig stor pris på som venner og inspiration. Sammen med dem er det ok stadig at lege og le, så jeg satser på at blive ved med at lære nye legekammerater at kende livet ud.

Erfaring er ikke gentagelse er ikke erfaring

Jeg overhørte to kvinder, lidt yngre end jeg selv, fnise til hinanden på et dametoilet på Roskilde Festival:

”Jeg føler mig gammel her!…… Men, men det er jeg jo slet ikke i virkeligheden?!? – Jeg har nok bare været her for mange gange!”

Gentagelsen. Been there, done that. At føle sig gammel er noget andet end at være det. Det handler mere om ulyst, træthed over gentagelser osv. Alder er noget, vi bliver påduttet udefra af omgivelserne – og indirekte på egen selvjustits i forhold til sociale normer. Men ’erfaring’ er også at indse, hvor utroligt lidt ’nyt’, som foregår i verden. Der opfindes nye ord, men indholdet er det samme som for tusinde år siden. Problemet opstår, hvis du begynder at se på gentagelserne som ’det samme’ og handler derefter. De tilsyneladende ’gentagelser’ har deres egen friskhed, anderledes farver, som du kan blive ved med at glæde dig over, more dig over, undres ved, hvis du er åben og interagerer.

At tage imod den nye tid handler i lige så høj grad om at give slip… Slip dine gamle venner – måske vender de tilbage i en ny og bedre konstellation, måske ikke. Slip din barnetro – bare et øjeblik, lad den hænge lidt i luften…og grib den så igen, hvis du føler for det, eller lad den svæve bort, så der er plads til nye erkendelser. Tag på Roskilde festival med et åbent sind og ikke i forventning om at møde den samme oplevelse eller om at være den alvidende ’voksne’.

Jeg har heller ikke lyst til at være ’en af de unge’ og opleve verden igen gennem deres spritnye briller. Jeg har lyst til at opleve den nye verden gennem mine egne erfarne briller. Jeg savner en mere udbredt livsstil blandt jævnaldrende, som hører ny musik, bruger nyt design osv. på deres egen måde. At de lever i nutiden med deres alder – og ikke lever i en ’yngre alder’. De findes, men jeg savner flere… Jeg elsker at stå til en koncert med helt ny musik og opdage, at jeg ikke er den eneste på min egen alder, og at de andre også har noget nyt og interessant tøj på, at de også oplever det nye i årenes perspektiv – fornyelsen, som et billede på nye tanker og mønstre, åbenhed og nysgerrighed. Ind imellem kan det pludseligt føles lidt flovt og forbudt at kigge sig omkring og opdage, at alle til en koncert er mindst 15 år yngre…så dukker jeg mig og ønsker mig usynlig. Det ødelægger lidt af oplevelsen – forglemmelsen og den nydelse, som man ellers befandt sig i. Men efterhånden har jeg lært mig ikke at registrere omgivelserne for at blive fri for at skulle tage stilling til den tanke. Bare være tilstede i oplevelsen og ikke registrere min egen person.

Det mærkelige er, at mange mennesker godt kan se det som en nødvendighed i deres professionelle liv at forholde sig til nye tanker, metoder, viden osv. F.eks. som forsker forholder jeg mig jo også til nye tanker og prøver at løfte mig over tidligere generationers metoder – ellers ville alt jo gå i stå! Det er de fleste af mine kollegaer også enige i – men når det kommer til privatlivet, så falder folk alligevel tilbage til gammel tænkning, gammel musik, gammelt tøj osv. Jeg fatter det ikke. De ville blive fyret på stedet, hvis det var deres job, som de var så sløsede omkring. Hvis de brugte gamle regelsamlinger, landkort, dokumenter, teknikker.

Det betyder jo ikke, at man glemmer alt det gamle – men man forholder sig på en ny måde til historien. Lytter stadig til den gamle musik og historier, men med en ny tids perspektiv, ligesom den yngre generation også interesserer sig for historien, men også forholder sig kritisk til og ud fra ny viden og indsigt.

Den individuelle tidsoplevelse

Det er en degenerering af vestlig, urban kultur at sortere folk efter alder. Da jeg boede på landet og selv var i begyndelsen af 30’erne havde jeg en flok skønne venner i 50’erne, 60’erne, 70’erne….og en rigtig nær veninde på 18 år. Jeg kendte selvfølgelig også dem, som var tættere på min egen alder, men der var ikke så mange derude på landet…de flyttede til byerne og levede ensartet med alle andre i samme alderssegment – karriere, småbørn, materielle værdier.

Så jeg oplevede i dette lille landsby samfund, hvordan folk fandt sammen i venskaber på andre præmiser end i byerne. De valgte udfra værdier og interesser fremfor alder som fælles platform for et venskab. Tilsvarende når jeg rejser, oplever jeg i andre kulturer, at man lettere knytter nære bånd på tværs af alder. Jeg oplever i Danmark en irrational angst forbundet med alder, der ligner den irrationale angst, som følger hudfarve, homoseksualitet, religion osv. Den blufærdighed, som kan ligne social angst for at blive segmenteret i en lavere rangerende socialgruppe, at blive betragtet som en udstødt fra eget segment?

Distance. Jeg har et par gange haft meget unge kærester, men afstandsfølelsen var altid størst på helt andre parametre end alder. Der var andre værdier fra opvæksten, andre evner og kompetencer, livstil og præferencer, afstande i geografi, kultur og sprog. Nu er det ’afstand’, man måler, når man taler om alder. Folk taler om, at der er X år imellem os…at der er X års forskel? Når jeg tænker på, hvor meget jeg har tumlet rundt i mit liv, ved jeg også, at det er helt andre kvaliteter end afstand i tid, der skiller mig fra andre mennesker! Der er mennesker på min egen alder, jeg føler mig så distanceret fra, for de har aldrig haft erfaringer, der ligner mine, og vi ser verden så forskelligt.

Kulturelt hænger vi stadig fast i de gamle opfattelser af tid og alder. Vi måler lineært…og i tal. Tal er en teknisk opfindelse, som dominerer den vestlige kultur og nyere tid. Vi tæller og tæller på livet og verden, til vi er helt skæve i hovederne! Gerne på vores 10 fingre, så vi ikke tæller galt…hvilket har lagt et slør af kunstig magi ud over alt, som kan deles med 10, der kaldes ’runde dage’, som om det skulle betyde noget særligt?

Mange dyrearter oplever fænomenet ’tid’ helt forskelligt fra mennesker. De bevæger sig væsentligt hurtigere eller langsommere, og oplevelsen af tid følger nødvendigheden af at registrere data.

Mennesker har opfundet begrebet ’tid’ for at forklare, at ting ændrer sig – at noget bevæger sig, og noget er irreversibelt. De har derfor defineret 1 sekund som varigheden af 9.192.631.770 svingninger af strålingen fra en ganske bestemt overgang i cæsium-133 atomet. Et sted langs samme tankespor fandt de på at tildele mennesker en alder, som også kan måles i tal. (Alt baseret på en nu forældet naturvidenskabelig opfattelse af sammenhæng mellem tid og rum samt mange andre nye erkendelser, som stadig vender op og ned på vores rationalitet). Og mens vi tæller ud af en lineær akse, som tal på en tommestok, tænker vi slet ikke over, om det er hensigtsmæssigt til at forstå andre dimensioner end netop længde i rum? Findes der overhovedet nogen brugbar information for et menneskeliv i målinger baseret på svingninger i et atom, et lineært tællesystem og jordens rejse omkring en tilfældig stjernesol?

Jeg er en pige, som flyver i min egen flyvemaskine højt over jorden og ud i verden…eller rettere: Jeg er en lille pige, som sidder i en lille, pastelfarvet model af en flyvemaskine på en karrusel i Tivoli, som drejer rundt og rundt. Min mor betragter mig nede fra jorden og giver mig følelsen af at være beundret for min bedrift, mens jeg erobrer luftrummet og verden. Jeg er så lykkelig, som man kan blive i livet! Men lige i dette svævende, flygtige øjeblik af eufori i min gule flyvemaskine, opstår også den første angst for, at ’mine dage er talte’! Fordi jeg ved, at lige om lidt, så trykker Tivoli-manden på knappen, som får karrusellen til at stoppe, for der står nye børn og venter på at komme om bord. Jeg har prøvet det før, så jeg er beredt på, at magien ikke varer evigt. Men jeg kan bare ikke huske, hvor mange omgange, man får i karrusellen, eller hvor mange jeg allerede har drejet, for den sags skyld… Jeg prøver bare på at nyde det, så længe det varer! Men det er svært, for hver omgang føles mere og mere smertefuld, mens sandsynligheden for at det fortsætter svinder væk sammen med Tivoli, som roterer i en tåge af lys og ansigter, min mors ansigt, som også flagrer forbi som en nedtælling af omgange. Smilet og hendes viftende hænder hænger lidt længere i luften.

Sådan har jeg altid tænkt på mine år…som en karussel tur, der kommer tættere sin ende for hver runde, og jeg ved ikke hvornår endnu…så jeg prøver bare at nyde hver omdrejning, som var det den sidste! Hver omgang i karrusellen byder på nye chancer. Kig til højre, kig til venstre, vinke, smile. Hvert år og hver dag tilbyder et nyt perspektiv. Pointen er blot, at ingen af disse ture er bedre end den næste, andet end den kvalitet som jeg selv ligger i dem. Og de bliver især ikke bedre af, at jeg ikke rigtigt er tilstede med nydelse, fordi jeg er bange for hvornår det er sidste omgang…Men samtidig er det netop også derfor, at jeg er ekstra tilstede og opmærksom på at få det hele med.

Vi italesætter tid, så det bliver kronologien, der styrer vores opfattelse af alt: tiden ligger bag os, tiden ligger foran osv. Men selv fortiden er jo intet andet, end den tanke, vi gør os om den lige NU! – og ligeså fremtiden. De eksisterer kun i kraft af nu’ets fortolkning. Selv de døde eksisterer stadig, i det øjeblik vi tænker på dem. Men kun i vores billede af dem, den betydning vi selv tildeler dem.

Således er det ikke min mor, som er gået bort – det er hendes tid, som er forsvundet. Jeg studerer livslyst og uskyld i hendes tøj, som stadig hænger i sommerhuset sammen med minder om sol og sommer, blomster på klipklapper og farver i regnfrakken. Jeg kan dufte høet og høre lærken, savner den tid, mens jeg prøver at finde min plads i dette nye moment.

Det er ikke mig, som bliver klogere – tiden bliver klogere!

Det er ikke mig, som bliver mere bevidst, erfaren, oplyst, vidende – Tiden bliver mere bevidst, erfaren, oplyst, vidende.

Det er ikke mig, som bliver ældre – tiden bliver ældre.

Tiden er en gammel, gammel kvinde, som nye mennesker fødes ind i.

Mange folk lever som afskårne buketter…de ser levende ud, men har mistet forbindelsen til den tid, de lever i.

Forfald eller hærværk?

Jeg tror vi har GLEMT, hvor trætte og stenede vi faktisk gik rundt og var som 20-årige, og hvor meget tid i verden, man troede man havde til at smøle rundt. Erfaringen har lært os at mærke forskellen på en frisk hjerne og en træt. Dengang var alt nyt og kunne have alle årsager… Vi har glemt, hvor lidt vi udrettede, og hvor få pligter vi havde i de unge år. Hvor mange aktiviteter, som blev til blå røg og slag i luften. Der var et solidt bagland for de fleste, som altid stod parate til at gribe os…om ikke andet, så havde vi den tryghed at forestille os, at vi ikke behøvede at bekymre os om dagen i morgen. Det var ok at sove søndagen væk og være træt hele mandagen, for maden stod alligevel på bordet et sted, eller man behøvede ikke noget særligt mad, når man nu alligevel ikke havde foretaget sig noget. Det smager også fint med spaghetti og ketchup i ugevis, på et sted i livet, hvor man endnu ikke har prøvet at hente gourmet catering i de gode butikker på hver en gråvejrsdag.

Dengang levede jeg fra dag til dag. Nu er min kalender fyldt langt frem i tiden med mennesker, jeg gerne vil se, forpligtigelser, arbejde, ting jeg har fået skrabet til mig…der er altid for lidt tid og flere drømme kommer til. Så der er bare ikke plads til 5 minutters tømmermænd, sidde i solen og drømme eller spildtid med at ligge og snakke krise med en ny kæreste. Da jeg var 20 klattede jeg mit liv væk på håbløse kærester, projekter, studier, på at gå i ring…uden at opdage det.

Som ung sportsudøver havde jeg konstant smerter i ryggen og knæet, der blev opereret. Jeg fik ofte migræneanfald, når jeg havde sovet for lidt og arbejdet for meget. Alder? – Nej, jeg brugte bare min krop helt forkert, når jeg løftede, når jeg sad og lå. Sad på de forkerte stole i forkerte arbejdsstillinger, år efter år. Var ved at udvikle en diskosprolaps af at slæbe stakkevis af surfrigge og surfbrædder gennem regn og blæst og langt ud på fjerne strande til konkurrencerne hver weekend. Kroppen er en mekanik, som går i stykker i alle led, hvis den bliver brugt forkert – men holder som et gammelt veterantog eller et ædelt træskib, hvis den vedligeholdes og bruges rigtigt. Deraf har jeg omsider (snart) lært at planlægge bedre, sidde ordentligt ved skrivebordet og passe min nattesøvn – jeg kender mine ressourcer, og dyrker i dag sport på et højere niveau end dengang, og præsterer bedre på arbejdsmarkedet – uden smerter og migræne. Det er en myte, at man har mindre ondt som ung – det er bare glemt, for pligter og prioriteringer var ikke de samme. I dag har jeg bare ikke længere tid til at ligge syg i dagevis som dengang, men tvinger mig selv ud i trafikken og på arbejde med løbende næse, røde øjne og hovedpine.

Din fysiske præstationsevne

Intet i verden har lært mig så meget om mig selv (og andre) som at surfe! Da jeg var 40 år havde jeg i 15 år ikke lavet noget som helst fysisk i mit liv – ingen sport, ingen træning, ingen løbeture – et minimum af cykelture til købmanden og måske en enkelt surf tur på vandet på en sæson. Ud fra alle traditionelle fordomme, forventede jeg ikke at kunne præstere noget særligt igen, og at den del af mit liv var ’forbi’.

I løbet af de følgende par år lærte jeg at kitesurfe, wakeboarde og snowboarde, og min læringskurve var nærmest lodret i forhold til, hvor få timer jeg egentligt havde på vandet. Så da jeg var 42-44 år havde jeg et par kite-sæsoner, hvor jeg lærte alle de nye, svære tricks fra den tid, deltog i stævner, hvor jeg konkurrerede på lige for med de 18-24 årige. Så blev det lidt for tidskrævende, og jeg kastede mig over andre interesser, ligesom mange af mine surf venner fra samme periode fik travlt med andre ting i deres liv. Det medførte, at jeg fra jeg var 45 år havde nogle stenede surf sæsoner, hvor jeg ikke rigtig lærte noget nyt, men stadig jævnligt tog på vandet for ikke at glemme de gamle manøvrer, mens nye generationer kom til med ny begejstring og lærte sig helt nye tricks som det sker indenfor alle sportsgrene. Det er altid letter og hurtigere at lære noget, som allerede er ’opfundet’, testet og formidlet af andre. Sportsgrenen udvikler sig, mens gamle udøvere falder fra og nye kommer til. Det er altid lettere at træde i andres fodspor og bygge videre på de gamle niveauer.

Fra mine 40 til 45 år indeholder ikke forskellige aldre, men helt forskellige indlæringssæsoner og mentale tilstande. Det skifter, fordi det handler om noget med lyst og tid og mentalt overskud. Fysiks form har meget lidt med alder at gøre! Jeg er jo ikke blevet ”gammel” fra jeg er 42 til 45 år, men har tværtimod mærket og vist, at i den alder kan jeg pludseligt få en indskydelse at præstere på niveau med de helt unge. Jeg kunne være faldet i fælden med at tro, at jeg var blevet ’gammel’ og derfor præsterede mindre.

Mine unge surfkammerater på samme præstations niveau troede at deres ’træthed’ skyldtes, at de var blevet ældre på de par år…at de var blevet for gamle til at lære nyt. Men de var jo stadig kun 30 og væsentligt yngre, end da jeg begyndte at lære nyt! I dag flere år senere er vi stadig på samme niveau, fordi vores motivation og træningsindsats har fulgt de samme ups’n’downs som i de fleste menneskeliv.

Jeg skal huske dette eksempel til mine dages ende, at man kan tage hvad som helst op når som helst – og at der kan opstå en følelse af stor træthed, som ikke har noget at gøre med de par års forskel fra 42 til 45. Men jeg genkender også deres følelse af at være blevet ’gammel’ midt i 20’erne, for den oplevelse havde jeg også selv, da jeg dengang stoppede som windsurfer på landsholdet og hurtigt blev ramt af mismod. Jeg husker en ældre mand i branchen, som hånede mig for min alders forfald (som 25-årig), da mine præstationer svigtede. Inderst inde vidste jeg godt, at jeg var kørt fast i min private situation og manglede kræfter og motivation til konkurrence sejlads, men husker alligevel hvordan hans ord sårede og var svære at ryste af, for jeg havde intet overbevisende modargument. For alle ’ved’ jo godt, at alderen hurtigt sætter os ud af spillet?

Du tror første gang, du rammer en dårlig periode, at ’nu er du blevet gammel’ – og giver op! Men tænk, hvordan det føles at køre i trafikken en dag, hvor du har haft en rigtig dårlig oplevelse med din partner eller på job…hvor ukoncentreret, og dårligt du kører….føler dig ’gammel’ og usikker! Og prøv at overføre til alle andre situationer i livet – hvor meget pres, du lægger på dine dage med mentale bekymringer i forhold til dine ungdomsår, hvor manglende erfaring gjorde dig ubekymret.

Dit udseende er en ’state of mind’

Det er vigtigt at skelne mellem krop og sind, for at skelne mellem de forskellige påvirkninger af tidens tand. Kroppen ældes – men den ældes hurtigere, hvis sindet fortæller, at du er ’gammel’. Sindet er plastisk og ældes ikke indefra – kun af udefra komne faktorer, fordi du stresses eller ekskluderes. Hvis du kan blive ved med at holde dig så åben og nysgerrig som det unge menneske, så virker du ikke så forstenet og sat – uanset kroppens tilstand.

Det er ikke årene, men erfaringen, som gør os ’gamle’ – og hvis erfaringerne er triste, kan de få os til at føle os meget gamle og livløse. Du taber langsomt først legeglæden, kreativiteten og siden nysgerrigheden, hvis du udsættes for sorg og andre negative erfaringer. Især, hvis det er oplevelser, som føles uretfærdige eller imod al logik, kan et menneske ældes hurtigt, uanset alder i øvrigt. Det kan ske for nogen i de helt unge år. Ligeledes, hvordan vi er kodet til at modtage erfaringerne betyder hele forskellen på at kunne ryste dem af os, og genvinde ungdom og livsmod – eller at synke ned i indvendig og udvendig destruktion.

Nogle morgener vågner du op og føler dig så gammel, at du tror den følelse vil vare resten af livet. Pludseligt ser du rynker og furer, telefonen ringer ikke, og du føler livet slutter fra i dag…Ingen vej tilbage til de levendes verden! Men næste dag er alt glemt, og du lever og stråler…men glemmer at lægge mærke til, at det bare er svingninger! Aldersfølelsen svinger hele tiden og har gjort det fra du var barn. Du skal ikke blive bange for de perioder – om de så varer en lang, mørk vinter, et forvirret forår, en ensom sommer og et endeløst efterår… Det går over igen. Der er perioder til eftertanke, vegeteren, og perioder, hvor du bare ikke lige er i sync med din tid. Det er ok, det passerer – det er ikke livets ende, men blot en sund pause. Engang troede mennesker, at verdens ende var en kant på jordoverfladen, som man kunne falde ud over… Alderens stadier er heller ikke en kant, men en rotation af tidens karrusel.

Jeg ser det slid, som min livstil påfører mig fra sol, vind, vand, bekymringer, fester, arbejde, søvnløse nætter, som et naturlig del af mit udseende, som blot ændrer sig dagligt – og skal accepteres dagligt. Jeg nulstiller hver eneste morgen og konstaterer blot nøgternt, at dette er så dagens udseende: 2 arme, 2 ben, 7 deller, 143 rynker, 3001 grå hår…men også en million af de rødbrune hår, 2 grønlige øjne og et smil, som kan skrues op for med lidt god musik i radioen… Yes, det kører! Det er jo mere end hvad så mange andre må nøjes med og kunne have været så mange gange værre! Jeg ville ønske nogen havde lært mig den øvelse, da jeg var 14 år, så jeg ikke skulle have spildt så meget ungdoms mod og glæde med at spekulere over, om mit udseende var ’godt nok’.

Hver rynke i mit ansigt kan jeg spore tilbage til bestemte begivenheder, tanker og forløb i mit liv. Det er ikke tiden, som sætter spor – Handlinger sætter spor. Huden mister sin elasticitet, ja – men selve rynkerne har intet med alder at gøre. De er opstået i processer, forstærket og blevet dybere, hvis processen har gentaget sig selv. Og gentagne handlinger sætter dybe spor. Nogle ældre mennesker har meget glatte ansigter, og de fleste ansigter glattes i dødsøjeblikket, hvor tankemønstrene forsvinder, byrden letter og musklerne endeligt slapper af.

Og om de få fysiske faktorer, som er mere tids- og aldersbetingede, ved jeg kun en ting med sikkerhed: Det bliver værre i morgen! I morgen har du flere grå hår, flere rynker, mere slid, færre ægceller, flere døde venner, færre år tilbage… Så nyd det hele i dag! Tag en sommerkjole på, flash alt det, som stadig er tilbage…for i morgen vil du savne dagen i dag!

Egebjerg