Lidt om løgn, livsløgn og selviscenesættelse…

Tilbage i juni måned 2014 skrev jeg teksten til denne kronik, som først nu er blevet udgivet i Politiken den 31. December, fordi redaktøren bad om at vente for at kunne trykke den i højsæsonen for utroskab og skilsmisser mellem jul og nytår:

Min kronik om “Flirt, fortielse og Teflon” (- de har ændret min overskrift) i Politiken 31. December 2014­­­­:  http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2497787/teflon-generationen-og-det-hellige-nu/

Her betragter jeg nogle af de mekanismer, som går forud for et brud – forud for alle undskyldninger og (bort)forklaringer. For hvornår begynder utroskab, og hvad er det? – er det noget fysisk? Begynder utroskab med en tanke, et ord eller ligger definitionen først i fuldbyrdet sex?

Den bedste definition, jeg har hørt på utroskab, blev uden mindste tvivl eller tøven formuleret af en ung mand, som havde set nok af livet til ikke at ønske at gøre sin kæreste usikker på hans loyalitet:

”Jeg er utro, hvis en anden kvinde bliver i tvivl, om jeg er ledig”.

Hans definition ramte præcis den mekanisme, som undrer mig mest ved utroskaben: løgnen – i alle dens gradbøjninger af fortielse, fordrejelse, flirt og manipulation med andre menneskers følelser og liv.

Løgnen er et ønske om at tage noget til sig selv i bedraget af et andet menneske. Som jeg skriver i kronikken, ser jeg løgn som at stjæle et andet menneskes evne til at orientere sig i virkeligheden – deres mentale retningssans. Jeg foragter løgnen i alle dens variationer af svig, svigt, snyd, dobbeltspil – Dét at sige én ting, men gøre noget andet. Selve uærligheden – at vildlede, føre andre bag lyset. Der er mange gradbøjninger afhængigt af situationen og relationen, men jeg får det f.eks. helt dårligt over den manipulerende flirt, det beregnende spil. Det er så uærligt at sælge sig selv til en forventning, som ikke holder. Hvor prisen er et andet menneskes følelser, for at man selv kan rane sig et overskud?

Det er det dobbelte…facaden, masken! At man med ord eller handlinger sender et falsk signal, som skaber en falsk forventning. Svigtet, når man alligevel ikke har tænkt sig at følge op på den forventning. Få ting kan gøre mig så vred som løgn…det er nok noget af det værste, jeg ved! Jeg kan næsten bedre forstå, hvis folk i affekt kan øve vold eller stjæle af desperat nød… Men løgnen udføres i rolig selvkontrol – Man kan kun lyve troværdigt, hvis man har et vist overskud. Løgnen er beregnende.

Jeg kendte en mand, som kan lyve uden at blinke. Det kan jo være praktisk, hvis man f.eks. er sælger i en hurtig og overfladisk branche, men jeg opdagede snart, at det var en hel familiekultur, hvor venner og søskende havde kendskab til, hvordan han bedragede den ene eller anden, og de tav med ham mod hans hustru eller nye kærester. For at beskytte sig selv, som de forklarede, for at bevare venskaberne til hans x, eller fordi de også selv levede med dobbelte masker overfor deres egne nære. Børnene lyttede hemmeligt med på telefonsamtaler og på en snak over hækken med små læreivrige ører.

Jeg forstår ikke en social kultur, hvor venner, søskende, kollegaer, x-koner, elskerinder og x-elskerinder har venskaber på kryds og tværs, samtidig med at de skjuler hemmeligheder om utroskab for hinandens partnere. Al den falskhed og fortielse, som bliver mere og mere indviklet, efterhånden som venner bliver til elskere og omvendt… Hvordan kan man spille uskyldig overfor sin bedste vens hustru, når man ved, at vennen igen ligger og knalder en ny elskerinde under dække af venskabet? Og hvordan kan man sidde til et middagsselskab og lade som om, nogen er en ”veninde” over for børn og familiemedlemmer, når flere i selskabet ved, at det var netop den elskerinde, som ødelagde ægteskabet i et parallelt kæresteforhold?

Han grinede og kaldte det ”gode løgne”, fordi de ”beskytter” de implicerede, men nok især fordi de beskytter ham selv, indrømmer han. Løgnene giver ham en følelse af selv at kontrollere situationen. At være på forkant af viden, fordi viden er magt. Magt over følelser. Men selvom han var jægeren, så havde han selv et jaget udtryk mejslet ind i ansigtets furer.

Jeg ville aldrig kunne spille de skuespil overfor mine næreste relationer og sidde i fortrolige samtaler om hinandens liv, mens jeg lod som ingenting overfor et smertefuldt bedrag. Løgnen og disrespekten i fortielsen og i prioriteringen. Jeg ville bryde sammen på mindre end 10 sekunder, hvis jeg bare skulle sidde og snakke om vejr og vind for at undgå at tale om noget, der kunne afsløre min viden om dobbeltspillet.

De fleste mennesker har brug for en stabil og tryg base. Et sted, hvor man altid kan vende hjem, finde ro og lade batterierne op. Et hjem, hvor man ved, at man kan stole på det menneske, som man deler rammer med. Derfor værner de fleste om loyaliteten i og omkring et parforhold.

Men en generation, som er vokset op med at livet er let, og de kan få alt, hvad de peger på, har skabt rum for en ny type eksperter. Således også i parforhold hvor f.eks. amerikanske Esther Perel er en samlivets ”Lomborg-type”, som taler til den lethed, vores generation ønsker at høre – at vi kan fortsætte ubekymret med at gøre, som det passer os. Eksperter, som mener det modsatte af flertallet hives frem i mediernes samlivs sektioner og gør sig interessante ved at sige det modsatte af, hvad generationer har fortalt hinanden i årtusinder og i alle kulturer via strukturer for at forebygge indre kaos i et samfund. At for første gang siden den græske filosofi, er det nu ’midlet som helliger målet’, og at vi derfor skal tilfredsstille os selv, førend vi bekymrer os om, hvor den vej mon fører hen…

Tidens laid-back pragmatisme overfor utroskab og efterspil, ligner for mig en etisk dovenskab, som man også kan se andre steder i det urbane fællesskab. ”Teflon” er det nye mantra i sætningen ”Jeg er ikke mine følelser!”, som sætter dig fri af al besvær med at tænke videre over ansvar eller komplekse sammenhænge. Dameblade og klummer italesætter en ny normalitet af lethed som kontrast til de, som stadig kæmper for sammenhæng, men pludseligt kan beskyldes for ikke at være åbne nok: ”Nej, det er os, som er de hippe…Vi roser gerne os selv for at være ’rummelige’, dernæst ligeglade og til sidst for at sejle rundt i hvert sit forvirrede singleliv med børnene på slæb i en redningsjolle…det er superfedt og selvudviklende med hver sit halve hjem, en halv bil, en halv jul, en halv ferie, en halv omgangskreds, et halvt nabolag med halve legekammerater, halve fritidsinteresser, halve værdier, halve hjerter, halve livsfortællinger…” (og dobbelt forvirring!)

Her taler vi om by-smarte venskaber, om selvudråbte rollemodeller, som samtidigt iscenesætter sig selv med spirituelle fritidsinteresser, som omfatter aftenskole i ”Empati” og ”Mindfullness”. Med yoga on the side som garanti for deres menneskelige ”Autencitet”, som er et andet modebegreb, sammen med andre hurra-filosofier om at være ”Den bedste version af mig selv”. Og jo højere man taler om det, des bedre mennesker kan man udgive sig for at være?

Der er helt sikkert nogen, som engang har haft velmente tanke om alt dette, men i den kreative klasse kopierer alle uoriginalt tidens livsstil og bruger den til at lappe alle sprækker. ­­For den moderne Københavner har længe haft østens filosofier som nødvendig accessoire i sin identitets garderobe. Helt bogstaveligt som pynte genstand overalt i boligen – små og store buddhafigurer, røgelse og altre, som udstråler dyb personlighed, eftertænksomhed og integritet…og ærlighed, selvfølgelig. Der er intet mere troværdigt end en buddhist, vel? Hvis man mediterer, må man jo helt automatisk komme i dyb og i harmoni med sin indre og ydre verden?

Jeg forbinder det lette og overfladiske, som skal løse parforholdskrisen, med en tendens i tiden, som egentligt giver sig ud for at handle om det modsatte. Mindfullness bliver det bekvemme tæppe, hvorunder man f.eks. kan feje konsekvenserne af sine dobbeltspil. For i går eksisterer jo ikke længere, og i morgen findes ikke endnu… Men lige NU har du lyst til at gøre, hvad det passer dig, uden forklaringer og derfor helt uden ansvar eller skyld? Så det må jo indeholde en større visdom, som fortaber sig i mystikkens okkulte tåger? Han mener, at man passer på sig selv og dermed andre, hvis man hele tiden sørger for at opfylde sine egne behov. Han vil ikke underlægges andre menneskers idé om, hvad der er rigtigt eller forkert, erklærer han – og nævner skattevæsenet et sted i samme sætning…

Seriøst? – Ville du selv kunne leve i et samfund, hvor alle handler efter egne behov først (hvis du bare lige kommer i tanker om de første 10 personer, som har væsentligt anderledes værdier og prioriteringer end dig selv)…eller er det kun DIG, som skal have særlige rettigheder? Der hvor jeg må stå af overfor den kollektive begejstring er, når man hører og læser folk i massepsykose tale om, at enhver må, skal og bør ”tage ansvar for egen lykke”, og fortolkningen bliver til: ”gøre lige hvad det passer mig i ”ansvar for” (eller jagten på) egen lykke”.

Jeg kan tilslutte mig den fortolkning af ”tage ansvar for egen lykke”, som handler om først at gøre alt det socialt ansvarlige, og bagefter sørge for at finde ro og balance i sig selv med de givne omstændigheder. At resignere, at finde det bedste i situationen, at bidrage konstruktivt til at løse konflikter og udfordringer, at bibeholde sin fokus og loyalitet og arbejde for den lange, fælles bane. Det er at tage ansvar for egen (og andres) lykke!

Uanset hvor mange mennesker, som er blevet inspireret til gode gerninger af den lære, så bliver inspirationen i den vestlige storby, som jeg oplever det, at i forvejen selvoptagede mennesker flasher deres nye ”mindfullness” som undskyldning for at leve deres egne behov ud på bekostning af andre, som de mener blot selv bør finde ind til deres egen egoisme og sikre deres egen lykke. Spiritualitet er jo skønt på mange måder, men jeg er ved at udvikle allergi overfor hipster-versionen, som for mig ligner ”åndelige selfie’s” – Selffullness.

Og det er måske løgnens inderste kerne: selv-iscenesættelsen. Vi lever i en tid, hvor livstil er en industri, og selv-iscenesættelse handler om social overlevelse. Lige for tiden skal man bekende sig til de nye urbane religioner og tilhørende livstil fra yoga til silent retreat, som har afløst almindelig eftertænksomhed, en rolig tur i naturen, arbejde i hus og have, familie og nærvær, som det er dyrket i den danske provins i århundreder. De østlige filosofier iscenesættes og italesættes højlydt (i modsætning til den kristne tro, en stille tanke i et smukt kirkerum, som skal ties, for det er ikke moderne). Det handler om dig selv. Du er Gud og ”Konge” i dit eget liv. Selffullness er i sine vestlige fortolkninger den perfekte religiøsitet for de selvoptagede – Syndsforladelse for egen hånd?

Og nej, jeg har aldrig selv været nogen kæreste utro. Så er jeg hellere gået fra forholdet efter en periode med forklaringer, konfrontationer og løsningsforsøg. Jeg har heller aldrig været sammen med en mand, som ikke først har erklæret, at han var fri. Jeg ville simpelthen føle mig som så tarvelig en kammerat, hvis jeg gjorde noget, som jeg selv ville blive ked af. Jeg ville ikke kunne holde ud at leve med mig selv, hvis jeg havde gjort andre fortræd, og da slet ikke med vilje. Det ville være det modsatte af den kærlighed, loyalitet og venskab, som jeg søger i alle mine nære, langvarige relationer. Jeg vil gå gennem livet og kunne se mig selv og andre i øjnene og aldrig gå på kompromis med den følelse af fred i mit sind.

Jeg bruger ikke teflon overflade på mit indre liv. Jeg vil mærke mine følelser – hver eneste én, også selvom de kan gøre ondt. Jeg spørger hver eneste af mine følelser om deres årsag og handler på den indsigt. Det er derfor, jeg har brug for andre menneskers ærlighed, for at kunne føle og handle på så reelle oplysninger som muligt. Jeg vil ikke “slippe” noget. Jeg vender hvert eneste blad, til alt er ryddet op, og der er igen er etableret ro i mit indre. Selvom det kan tage lang tid og mange kræfter, så er der ingen lette genveje i mit liv. Jeg vil ikke miste mig selv i en hurtig popkultur.

– Egebjerg