Mit næste liv vil jeg leve baglæns!

Jeg vil begynde livet ved min begravelse – ligge der i min kiste og tænke lidt over situationen… Så vil jeg stå op fra mit dødsleje, gammel, grå, hjælpeløs og desorienteret. Jeg vil lede efter mine briller…

Hver morgen vil jeg vågne op og føle mig en lille smule stærkere. Kigge i spejlet og smile af rynker, som glattes ud, hud som får farve og fylde. Mærke kraften vende tilbage i fingrene.

Og for hvert menneske, som træder ind i mit liv derfra vil jeg føle stor, stor taknemmelighed og aldrig tage nogen eller noget for givet! Holder øjenkontakt og lytte.

Stadig grå vil jeg smile og le til verden og fodre fugle i solen. Række munden op for at fange regndråber og glædes ved at bo i et land, hvor vandet automatisk falder ned fra himlen blot for at give mig liv.

Savnede venner vil vågne op fra de døde, og jeg vil vide, at de ikke er en selvfølge, at de har formet min karakter og straks tilgive dem alle de små dumme ting, som er så ligegyldige!

Jeg vil kigge på min besværlige familie og indse, at det er deres til tider urimelige krav til mine ydeevner, som har fået mine fødder til at bevæge sig og holdt mit hjerte i gang med at slå. Omvendt vil jeg også stille krav til dem, for at få deres hjerter til at slå!

Jeg vil også tilgive mig selv for at bruge en hel dag i sofaen med benene oppe, mens jeg fylder mig med tomme kalorier indvortes og udvortes for blot konsumere og bearbejde… Det kaldes hvile, og det er ok! Jeg behøver ikke at jage rundt efter ’noget’ hele tiden. Alt er ok!

Gradvist vil jeg få alle de personer tilbage i mit liv, som jeg har mistet og savnet. Alle dem, som jeg ikke så eller værdsatte, ser jeg pludseligt træde ud af mørket, ud af deres fravær…

Jeg vil se en genert dreng forsøge at komme i kontakt, se hans kvaliteter og give os en chance for at lære hinanden nærmere at kende, inden jeg blot afskriver ham for ikke at være spændende og farlig nok…

Jeg vil se mine forældres kærlighed, når de forsøger at opdrage os børn, mens de selv forvandles til voksne.

I mine sidste minutter i denne verden vil jeg måske få et kort anfald af angst, føle mig blændet af lyset og give mig til at vræle…

Indtil et par rutinerede hænder propper mig tilbage i min moders mave, hvor jeg vugger lunt og bliver mindre og mindre, mens verdens lyde langsomt forsvinder, indtil jeg selv blot er en lille prik.

I dette trygge mørke vil jeg dele mine celler i to fremmede organismer uden anden bevidsthed end en kort ekstase.

…-…

Jeg tænker over, om jeg ikke allerede i dette liv kan begynde at udleve nogle af disse dejlige tanker – men kan naturligvis ikke vende rækkefølgen på hele forløbet.

Men hvis jeg nu klipper livet op i dage…så kan jeg tage hver enkelt dag og leve i omvendt rækkefølge! – Begynde morgenen med at glæde mig til det, som skal komme og fokusere på, at alting jo er bedre idag end i morgen!

At jeg har færre rynker i dag end i morgen. At flere af mine venner er friske og i live idag, men jeg ved ikke, hvor længe jeg har dem. At jeg stadig kan bevæge mig frit fra A til B i mit liv…at det kun gør ondt nogle få steder i kroppen!

Måske det er lettere, hvis jeg først øver mig på timer og øjeblikke? Sådan vil jeg leve mit liv! – i “Taknemmeligheds-kvanter”, som ikke må forveksles med de flygtige ”Nu’er”, som ellers tilbedes dekadent i en ny urban religiøsitet.

Forskellen er, at mens “Nu’er”  blot passerer og forsvinder, så kan “Taknemmeligheds-kvanterne” kun forstås i bevidstheden om deres indbyrdes sammenhæng og hele  – deres årsager og virkninger.

– Egebjerg