Naturlove – empati / entropi
Da jeg læste til civilingeniør havde jeg ofte svært ved at forholde mig til de objektive indlærings metoder…det blege, kødløse, følelses-tomme sprog.
Men enkelte lærere formåede at sætte billeder på stoffet, som jeg kunne forstå… Især 3 episoder gjorde indtryk – alle fremført af små krogede professorer med røde sokker i sandalerne:
- Den pæreformede professor i elektromagnetisme som tegnede en lille bitte prik på en af de 6 store tavler i et giga auditorium med 30 meter til loftet og plads til mange hundrede studerende. Så pegede han ud i lokalet og sagde: ”Hele dette auditorium er al den viden, som findes i universet…Og denne lille prik er alt det, som videnskaben ved noget om i dag!”
- Den vindtørre professor i termodynamik, som (overfor hundredevis af studerende i bunden af et lignende auditorium) temperamentsfuldt smækkede lærebogen ned i katederet og erklærede, at ”Ingen af disse formler er sande!! – I studerende skal ud og finde alle de nye formler, som skal erstatte de gamle!”
- Den gamle, berejste bygningsingeniør, som havde tilbragt et langt liv med at bygge infrastruktur på klodens fjerneste egne og prøvet at blive udstødt og lagt på is af sin koncern ledelse i årevis. Han kiggede længe på os unge studerende og sagde: ”I skal være modige! Husk, at lige meget hvad der sker i jeres liv, så bliver der altid brug for et menneske igen!”
Som ungt menneske med en forfatter drøm var det hårdt at få at vide, at ”Du skriver rædselsfuldt!” når jeg forsøgte at peppe de videnskabelige rapporter lidt op med et par tillægsord… Og særligt indtryk på en sansende romantiker som mig, gjorde det dengang professoren i Termodynamik med næsten personlig fornærmelse holdt en lang indigneret tale om alt det det sludder, man kunne læse i fiktions litteratur.
Jeg kan næsten stadig høre ham råbe:
At “kulden kommer krybende”….det kan den ikke!!!!!! Kulden kan ikke bevæge sig! Det er varmen som forlader et rum!!! Varme kan flytte sig, det kan kulde ikke….det er forfærdeligt, hvad der står i bøgerne. Det er ligesom mørket, som heller ikke kan ”falde på” eller bevæge sig på nogen måder… Lys og varme er energi, og det bevæger sig, alt andet er ”ingenting” og står stille!!!
Han var en spinkel og adræt ældre herre, som brugte hele kroppen til at gestikulere, mens han vandrede rastløst frem og tilbage i bunden af auditoriet, hvor alle vi hundredevis af post-teenage elever hang søvndrukkent over pultene kl 8 om morgenen.
Mit lille fiktions hoved blev for altid frataget noget poesi, men til gengæld har jeg udvidet og tilføjet lidt ekstra til de gamle naturlove i forlængelse af de eksisterende… Så en lille smule har jeg forhåbentligt gjort mit til at opfylde professorens profeti om nye formler…selvom det nok ikke lige var dette, som han tænkte på!
Whatever…entropi / empati – same / same?
Naturlove med mine tilføjelser – som professoren jo opmuntrede os til selv at bidrage med ny erkendelse – altså:
- Mørke kan ikke bevæge sig. (Mørke kan ikke komme krybende eller falde eller…) Kun lys kan komme eller forlade et system. Lys er energi i bevægelse. Mørke er defineret som fravær af denne energiform.
- Stilhed kan ikke bevæge sig. (Stilheden kan ikke ”sænke sig” …) Kun lyd kan komme eller forlade et system. Lyd er energi i bevægelse. Stilhed er defineret som fravær af denne energiform.
- Kulde kan ikke bevæge sig. (Kulde kan ikke komme ”krybende” eller …) Kun varme kan komme eller forlade et system. Varme er energi i bevægelse. Kulde er defineret som fravær af denne energiform.
- Tiden kan ikke bevæge sig. ( Tiden kan ikke gå, løbe eller forsvinde…). Aktiviteter kan bevæge sig ind i tiden, så den relativt føles som en bevægelse. Aktivitet er energi i bevægelse i lange rækker af handlinger, årsager og virkninger. Tiden står altid stille (i et nu).
- Døden kan ikke bevæge sig. (Døden kan ikke komme på besøg…) Kun livet kan komme eller forlade et system. Liv er energi i bevægelse. Døden er defineret som fravær af denne energiform. Intet i universet er dødt. Alt er i bevægelse i en stor, levende organisme.
- Ondskab kan ikke bevæge sig. (Ondskab har ingen selvstændig vilje eller handling…) Kun kærlighed kan komme eller forlade et system. Kærlighed er energi i bevægelse. Ondskab er defineret som fravær af denne energiform.
Altså:
- Mørke = fravær af energi = passivt ingenting
- Stilhed = fravær af energi = passivt ingenting
- Kulde = fravær af energi = passivt ingenting
- Død = fravær af energi = passivt ingenting
- Tid = fravær af energi = passivt ingenting
- Ondskab = fravær af energi = passivt ingenting
Derfor: Ondskab = ligegyldighed/følelseskulde/passivitet (- det modsatte er kærlighed er altså ikke, hvad man måske skulle tro “had” eller andre stærke følelser. Det modsatte af kærlighed er ligegyldighed og passivitet, og ondskab er ikke en aktiv kraft).
Kast lys over mørket! – Send kærlighed, had, følelser og aktivitet ind i ligegyldigheden…send LIV!
– Egebjerg
P.S.:
Er Entropi (al energi i universet går mod varme = ‘tidens pil’) det samme som empati? – Er Entropi Guds/Universets/Livets åndedrag?
http://www.businessinsider.com/groundbreaking-idea-of-lifes-origin-2014-12?IR=T