At dele er at hele er at dele…

Giver mine tårer til havet

Jeg tager al min afmagt og vrede fra den sø af tårer, som har fyldt hele min krop. Lader dem flyde ud i havet, hvor de opløses i uendelige andre dråber. Tårerne fortyndes, forsvinder, fylder intet i dybet af alle verdens oceaner. Jeg ser på bølgernes dans og mærker ro ved kanten af vandkroppens storhed og tyngde. Vinden vender overfladen til små stejle spejl af solglimt, som fylder mig med lys.

Jeg huler hånden om mine hundrede største bekymringer som små, skarpe, tørre sandkorn kradser de imod min hud. Drysser dem ud over stranden, hvor de forsvinder for mit blik blandt uendelige dyner af andre bittesmå sandkorn og sand og flere sandkorn i alle former og farver. Jeg vandrer med vindens glemsel trækkende i mit hår, mærker det bløde sand give efter under mine fødder. Kigger tilbage på aftrykket af mine skridt, som snart forsvinder mellem livets andre spor.

Mine sorger samler jeg i en bunke og hænger dem stille ud blandt skovens milliarder træers trilliarder blade. En efter en forsvinder de som prikker i en lysende mosaik mellem grenenes buer og hvælvinger i toppen af bøgestammers gotiske katedral. Venter på efterårsvinden i en pludselig hvirvel vil lægge dem til hvile i tykke lag af blad-smulder-muld under sneen, hvorfra næste forår spirer skovsyre, mos og millioner anemoner.

Jeg deler mine sorger, mine bekymringer, vrede og afmagt med altings store hele. Mærker det forsvinder som dråber i havet. Deler det med dig, som lytter uden ord. At dele er at hele.

– Egebjerg