Besøgstid

Besøgstid

Næsten borte, i hvidt og groftvævet linned, fra hospitalssengens stålgitterstillads rækker du en gammel hånd, tyndslidt og med store fregner, fra en tid jeg ikke kender.

Henover et brølende århundrede famler du efter mine varme fingre.

Dine knogler magen til mine knogler – Neglenes facon, hår, knopper, linier, mønstre.

Med dem rækker du ud for at trykke din egen ungdom i hånden, genkender…mens jeg berører min egen alderdoms knoglede hånd.

Du rækker ud efter din fortid, jeg rækker ud mod min fremtid.

Blå årer tegner portrætter af levet liv under den tørre hvisken af papirtynd hud.

Din hånd trækker et suk af stoppede sokker, stauderbede, vasketøj og hjemmesyltede rødbeder fra to verdenskrige, tre børnefødsler og din døde søn.

Min hånd løfter det ordløse spørgsmål om i morgen – bliver der plads til nærvær og tilfældigheder og stadig en naturlig natur i den kommende verden fyldt med utænkelig teknologi?

Vil jeg opleve børnebørn?

Svaret svæver vagt mellem kopierne af vores hænder.

Besøgstiden snart forbi.

 – Egebjerg